Leder
Det antifascistiske tidssskrift
Håndslag 3, 2013
I dag fastsætter en amerikansk militæromstol 'straffen' for whistlebloweren Bradley Manning. Anklageren har krævet mindst 60 års fængsel ...
Oven på den forventede, uhyrlige dom over whistlebloweren Bradley Manning rejses i enkelte aviser, bl.a. Information, spørgsmålet om de toneangivende medier ikke reelt svigter whistleblowerne ? Blandt andet ved ikke at behandle afsløringerne i sig selv, men fokusere på historien om personen bag whistlebloweren.
Der går simpelthen »Se og Hør« i den på redaktionerne, som det udtrykkes. Det er nemmere, billigere og helt ukontroversielt. Og man vil bestemt ikke risikere at sætte det gode forhold til den politiske top på spil ved at grave dybt i afsløringerne. Det er efterhånden kendt, at et godt forhold til toppolitikerne kan være afgørende for levebrødet for den enkelte journalist.
At de toneangivende medier ikke følger op på de kontroversielle afsløringer, men nærmest afleder dem, er så påfaldende, at Information spørger: Var det dét værd, Bradley Manning? Livstidsdom, forstås!
Mediernes passivitet i forhold til det grundlæggende politiske spil i og omkring besættelsestiden er også iøjenfaldende og må undre.
Naturligvis popper historier og nyheder med karakter af egentlige afsløringer ”om de fem forbandede år” jævnligt op. Det er stof, der stadig har stor interesse.
Men alt for sjældent graves der i, hvorfor offentligheden er forholdt disse kendsgerninger i så mange år. Hvorfor man stadig finder det nødvendigt at holde statens arkiver nærmest hermetisk lukkede for offentligheden ?
Under temaet ”Hvis russerne kom” har Jyllandsposten hen over sommeren bragt en stribe udmærkede artikler om de såkaldte Stay-Behind-netværk (Gladio). Baggrunden herfor er, at Frihedsmuseet anonymt har modtaget våbendele fra et hidtil hemmeligt våbendepot for disse grupper.
PET-kommissionen fastslog i 2009, at Forsvarets Efterretningstjeneste i 1951 indgik aftale med CIA om at udvikle et skjult dansk Stay-Behind-netværk, men klargjorde ikke, hvordan aftalen præcist blev udmøntet.
Den tidligere CIA-chef William Colby har beskrevet, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste etablerede en hemmelig hær i Danmark og udstyrede den med våben, hvilket skiftende danske regeringer til stadighed har benægtet.
Fra den socialdemokratiske Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling, HIPA (senere Arbejderbevægelsens Informations Central, AIC) og dansk politis arrestationer af kommunisterne i 41, over »den skæve våbenfordeling« til de CIA-finansierede Stay Behind-grupper går der en lige linje, med hemmelig og ulovlig registreringsvirksomhed, primært omkring kommunister.
Dybest set er der ikke den helt store nyhed heri. For det har længe været kendt og behandlet i de nu gamle modstandsfolks kreds og i alternative medier, herunder Håndslag.
Men dybt i statens lukkede arkiver må der ligge stakkevis af dokumenter, der kan udfylde de huller i historien, der endnu ikke er fuldt klarlagt, og som helt åbenbart søges holdt skjult.
Derfor må arkivlovgivningen ændres, så kritiske og samvittighedsfulde historikere og interesserede borgere kan få adgang til arkiverne, og vi langt om længe kan få den fulde indsigt i det politiske spil i og omkring besættelsesårene. Herunder »Hvis russerne kom«.
Altså hvis pressen tør!
Netavisen 21. august 2013